Ethvert medlem af menigheden blev optaget i et "kor", altså en gruppering inden for menigheden, afhængig af alder, køn og ægteskabelig status.

De vigtigste var de ugifte søstres kor (ofte kaldet Søstrekoret), de ugifte brødres kor (Brødrekoret), drengenes kor, småpigernes kor, ægtefolkenes kor og enkekoret.

Typisk ville et barn efter konfirmationen blive optaget i enten Søstrekoret eller Brødrekoret og dermed flytte over i korhuset enten for de ugifte søstre eller brødre. Når, eller hvis, man blev gift, flyttede man over i ægtekoret, som dog ikke fysisk bestod af et hus - for ægtefolk boede i familiehuse i byen.

Herefter kunne man slutte sit liv i Enkekoret, hvis man var kvinde og flytte til enkehuset. Enkemændene kunne flytte ind i Brødrehuset.

Inden for de enkelte kor var der også mindre grupper, i hvilke man var tæt knyttet til hinanden i netværk, som fungerede som en åndelig men også disciplinær enhed.

Søstrehuset, Brødrehuset og Enkekoret holdt som nævnt til i særligt indrettede bygninger. Disse bygninger, f.eks. Søstrehuset var en vigtig og fremtrædende bestanddel af en Brødrekoloni. Det er især tydeligt i Christiansfeld, hvor korhusene hører til blandt de største og mest fremtrædende huse.

Korhusene fungerede som sociale og økonomiske enheder og sted for et vigtigt åndeligt fællesskab.

Selve inddelingen i kor var en vigtig faktor for at føre menighedstænkningen ud i livet. Menigheden og fællesskabet, var en afgørende faktor.

En pietistisk kristendomsopfattelse, hvor fromhed spillede en rolle, ville naturligt interessere sig for, i hvilken udstrækning menighedens medlemmer levede i overensstemmelse med idealerne. Ikke for kontrollens skyld, men ofte ud fra en ægte overbevisning om, at et menneskeliv levet med bøn, sang og under kristen forkyndelse, er det mest fordelagtige.

Brødremenigheden skiller sig dog ud fra adskillige andre kirkeretninger ved at denne fromhedens praksis kobles sammen med en synlig, jordnær og tilsyneladende konstruktiv aktivitet, nemlig opførelsen af en by, og efterhånden en række tilhørende håndværk og andre erhverv, undervisningsinstitutioner og sociale arrangementer. Disse aktiviteter blev set som en del af fromhedens praksis, som blev forstået ved det liturgiske liv.

I de særlige korhuse var det muligt i endnu større grad end i et mere traditionelt familieliv at leve liturgisk. Man spiste sammen, sov på store sovesale sammen, var engageret i korhusets virksomheder og håndværk og man var en del af korets fælles økonomi. For medlemmerne var der andagter, "Singstunden", læsegudstjenester, musicereren og andre fælles opbyggelige forsamlinger, alt sammen inden for korhusets rammer. Og så var man samtidig en del af det større fællesskab, som menigheden udgjorde. I et endnu større perspektiv var man medlem af Unitetet, altså den til stadighed voksende internationale Brødrekirke.

Korsystemet eksisterer ikke mere.

Korhusene anvendes nu til andre formål, ligesom menighedens økonomi nu fungerer på andre præmisser.

Kor-systemet blev gradvist afviklet og var ved slutningen af 1800-tallet praktisk talt ophørt.