Brødremenigheden tager sin begyndelse i 1415, da Jan Hus blev brændt som kætter i Konstanz på grund af sin kritik af den katolske kirkes misbrug af magt og teologi. I kølvandet af hans henrettelse og martyrdød opstod forskellige bevægelser. I 1457 skabte en af disse grupper en samfund i byen Kunwald i det nordlige Böhmen, nemlig gruppen "Unitas Fratrum" - der oversat betyder "Brødrenes fællesskab". Men Brødremenigheden gik dog næsten til grunde, i forbindelse med religionskrigene, der rasede fra 1618-1648.

 

Brødremenigheden og dens ideer levede videre i spredte rester indtil 1722 hvor en lille gruppe mennesker begyndte at opføre en by i Sachsen i Tyskland på greve Nicolaus Ludvig von Zinzendorfs jorder. Den nye koloni fik navnet Herrnhut, der betyder "under Herrens varetægt" og samtidig "på vagt for herren".  Greve Nicolaus Ludvig von Zinzendorfs blev desuden den fornyede brødrekirkes overhoved.

 

Greve Nicolaus Ludvig von Zinzendorf havde sit første besøg i Danmark i forbindelse med Christian VI's kroning i 1731, hvilket fik stor betydning for Brødremenighedens arbejde i Danmark. Herigennem fik herrnhuterne styrket et vigtigt stykke missionsarbejde udført via Danmark, og det lykkedes at få dannet et Brødresocietet i København. Societetet fik betydning for mange personligheder i København, bl.a. filosoffen og teologen Søren Kierkegaard, der kom i menigheden med sin far. Menighedens holdninger og aktiviteter virkede dog som en trussel for staten, hvorfor der i 1740'erne kom forordninger, der forbød befolkningen at tilslutte sig Brødremenigheden.

Holdningen til Brødremenigheden ændrede sig dog da Christian VII i 1766 blev konge og fik Johann Friedrich Struensee som sin livlæge og rådgiver. På kongens store Europa-rejse i 1768 sammen med Struensee, kom de bl.a. til Brødremenighedsbyen Zeist i Holland, der var en driftig by med velorganiseret håndværk og industri. Efter rejsen tog kongens Struensee, kontakt til et medlem af Brødremenigheden, Lorenz Prætorius, som fik til opgave at rette henvendelse til Brødremenigheden i Herrnhut, idet kongen ønskede at opføre en lignende by i Danmark. I Herrnhut modtog man meddelelsen positivt, idet en menighedsby, eller menighedskoloni, som man kaldte byerne, ville være et vigtigt ressourcecenter for både diaspora-arbejdet og missionsarbejdet på Grønland og på de Vestindiske Øer. Brødremenigheden gik i gang med at finde et passende sted at opføre en menighedsby og fandt frem til Tyrstrupgård. I forvejen var der en lille menighed vest for Tyrstrupgård i landsbyen Stepping, hvor menigheden ejede et lille hus.

Forordning og koncession, rettigheder og pligter

Tyrstrupgård var krongods og blev købt i juni 1772. Inden da var der en række ting der skulle bringes i orden: Kongen skulle formelt give Brødremenigheden lov til at slå sig ned inden for landets grænser. Menigheden holdt fast i, at de ønskede at virke som menighed i byen også efter dens grundlæggelse. Det gav lovligningen ikke rigtig mulighed for. For det første var det siden 1740'erne lavet to forordinger, som forbød befolkningen at blive medlemmer af Brødremenigheden. For det andet eksisterede der ikke religionsfrihed, og man kunne ikke bare uden videre nedsætte sig med en ny kirkeretning, som tilsidesatte statskirken. Der blev derfor udarbejdet en forordning, som gav Brødremenigheden ret til at være Brødremenighed indenfor Danmarks grænser og ophævede samtidig tidligere tiders forbud. Det skal dog understreges, at det kun kunne lade sig gøre fordi, Brødremenighedens bekendelsesgrundlag var det samme som den lutherske statskirkes.
Udover selve tilladelsen til at være Brødremenighed og opbygge en koloni som sådan, blev der også udarbejdet en koncession, som skulle vise sig at bringe dynamik og fremgang i et område, der lå perifert i forhold til hovedstaden. Samtidig kunne direktionen i Herrnhut se, at byen kunne blive et samlingssted og nødvendigt center for Brødrekirkens virke, som efterhånden i fire årtier havde arbejdet forskellige steder fra i Danmark.

I koncessionen fremgik det, at Brødremenigheden fik rettigheder, både kirkelige, økonomiske og retslige. Desuden blev man fritaget for afgifter, som andre købstæder måtte forholde sig til:

"Denne nye menighedsstad skal være fri både for alle personlige afgifter – med undtagelse af den overordentlige taxsering og kopskat – og for de landsherren tilkommende tillæg af borgerlig håndtering og næring, hvorledes de samme end måtte kaldes..."

Reglen om skattefrihed gjaldt de første ti år. Ligeledes kompenserede kongen for udgifter:

"For hvert beboelseshus eller offentlig bygning, som bliver opført i de ti friår, af vor kassa ti procent af husets eller bygningens værdi"

Christiansfeld blev ramme om Brødremenighedens liv og arbejde, de første mange år med den specielle og særegne menighedsstruktur, som de store korhuse, byens plan og kirkegårdens indretning vidner om.
Byen var udsædvanligt velforsynet med skoler, der var private huse tilhørende menighedens medlemmer, og så var der jo den store kirkesal, som i størrelse tåler sammenligning med flere domkirker. Det var en by, hvor håndværk og handel, undervisning og forkyndelse, sang og musik levede og åndede. Der blev således på en bar mark bygget en by, som i løbet af forholdsvis få år gjorde krav på en placering i menneskers bevidsthed. Det blev en by, som både var kendt i Danmark, men som efterhånden blev kendt langt ud over hele verden, hvor missionærer fra Brødremenigheden rejste ud, og hvor brødre fra andre dele af Unitetet (den universelle Brødrekirke) kom på besøg.

Struensee blev henrettet efter at koncessionen var udarbejdet, men den nye regering bekræftede den 13. august 1772 koncessionen, og dermed var man klar til at bygge. Johannes Prætorius, søn af Lorenz Prætorius, blev menighedens første præst og blev sammen med den svenske Jonathan Briant ansvarlig for byens opførelse. Jorden blev opmålt og den 1. april 1773 lagdes grundstene til fire bygninger: brødremenighedens første forsamlingshus, præstebolig, forstanderbolig og Brødremenighedens logi (Hotellet). De første, der kom til byen, var 22 mennesker, hvoraf en var dansker, mens de øvrige 21 personer fra andre brødremenighedsbyer.