Pressemeddelelse - September 2018

Gruppefoto NWHA

Foto: Lars Østergaard Jensen

Fra den 10. til den 13. september skal over 120 deltagere fra Island, Sverige, Norge, Finland og Danmark høre om den syddanske verdensarv. Det er verdensarvsstederne Christiansfeld og Jelling, der i år er værter for Den Nordiske Verdensarvskonference.

Hvordan formidler man verdensarv i børnehøjde? Og hvordan takler man de udfordringer, der kan være, når en mindre gruppe har et særligt forhold til verdensarven? I år er det under disse temaer, at deltagerne ved årets nordiske verdensarvskonference skal diskutere, erfaringsudveksle og blive klogere.

”Det er fantastisk, at vi kan samles og erfaringsudveksle de nordiske verdensarvssteder imellem. Der er stor variation mellem stederne, men fællesnævneren er, at vi alle sammen brænder for verdensarven!” - Birgitte Lamp, UNESCO Site Manager og leder af Christiansfeld Centret

Konferencedagen i Christiansfeld byder på et tæt pakket program med spændende oplæg og et indblik i UNESCO-byens unikke historie og lokale samarbejde. Både mellem Christiansfeld Centret og Brødremenigheden, men også i relation til byens øvrige aktører og samarbejdspartnere. Det får konferencegæsterne lov at opleve på tætteste hold, når dagen skydes i gang med oplæg og besøg på det gamle kongeslot Koldinghus med mulighed for at opleve jubilæumsudstillingen Magtens Smykker.

Desuden byder dagen på en frokost i historiske rammer på Brødremenighedens Hotel samt rundvisning i UNESCO-byen spædet op med smagsprøver på lokale specialiteter.

”Det er rigtigt vigtigt, at vi sætter fokus på verdensarven under temaet ”Din, min og vores verdensarv”. På den måde sikrer vi, at turisme, verdensarv og lokalsamfund går op i en højere helhed og styrker vores samarbejde.” - Birgitte Lamp, UNESCO Site Manager og leder af Christiansfeld Centret

Blandt oplægsholderne i Christiansfeld er bl.a. Brødremenighedens præst Jørgen Bøytler, direktøren for Thingvellir National Park Einar Á. E. Sæmundsen og Park Ranger i Ilulissat Aaron Emil Petersen.

Konferencens andet tema om verdensarv i børnehøjde har man allerede inden konferencen arbejdet med, hvor lærere, pædagoger og børn fra Kolding, Vejle og Billund har deltaget i projektet. Målet har været at skabe viden og indsigt i, hvordan man kan udvikle formidling gennem historie og kulturarv med børnene i fokus.

Konferencen skydes i gang mandag aften i Jernaldermiljøet i Vingsted, herefter byder dagene på spændende oplæg, praktiske workshops, lokale kulinariske oplevelser og kulturelle indslag, så deltagerne med garanti får Verdensarven helt ind under huden.

Som afslutning på konferencen skal deltagerne en tur til Vadehavet, der som det 3. verdensarvssted i Syddanmark, bliver et flot punktum på nogle hektiske dage.

 

Læs mere om Nordic World Heritage Association (NWHA) her. 


For yderligere information og interview:

Birgitte Lamp, UNESCO Site Manager og leder af Christiansfeld Centret
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Tlf. 7979 6364 / 2113 7549

Kirsten Thøgersen, UNESCO Site Manager, Jelling
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Tlf. 2938 2810