Honningkager Foto Xocolatl RAISFOTO

Gennem mere end 200 år er de højtelskede honningkager blevet bagt i Christiansfeld og distribueret til hele landet. Derfor kendes Christiansfeld også som Honningkagebyen.

Kagerne nævnes første gang i historien i 1783, hvor bageren Christian Rasch indrettede et bageri i Lindegade 21. Det fortælles, at produktionen gik sløvt eftersom der manglede honning. Et par år senere ankommer parykmager Immanuel Martin Achtnicht fra Brødremenighedsbyen Neudietendorf til Christiansfeld. Parykkerne var dog ved at gå af mode, og forretningen gik derfor ikke så godt som forventet. Achtnicht havde kendskab til bagerfaget gennem sin onkel, og hans kone havde en fremragende opskrift på honningkager, som Achtnicht satte i produktion.

Efter Raschs død overtog Achtnicht bageriet og fik for alvor udbredt honningkagerne i Sønderjylland såvel som Danmark. I 1797 flyttede han bageriet til Lindegade 36. I mellemtiden er det oprindelige bageri lukket, og Xocolatl har siden 2011 haft til huse i lokalerne på samme adresse. Xocolatl og Tyrstrup Brød står i dag for produktionen af honningkager i Christiansfeld.

Mange har forsøgt at gøre kunsten efter, og også i Christiansfeld findes der flere bud på honningkageopskriften. Der er ikke enighed om hvilke kager, der er de bedste. Derfor bør man give sig tid til at besøge salgsstederne og smage de forskellige honningkager, når man er i Christiansfeld.

 

Honningkager forhandles følgende steder i Christiansfeld:

Xocolatl - Brødremenighedens Honningkagebageri
Lindegade 36

Tyrstrup Brød - Honningkagehuset
Haderslevvej 21

Brødrehusets Lille Honningcafé
Lindegade 34C

Donslund Vine
Prætoriustorvet 1B

Meny
Lindegade 33