Kolding Kommunes Plan- og Boligudvalg har besluttet fortsat at prioritere UNESCO indsatsen med et målrettet tilbud om byfornyelsestilskud til facadebyggearbejder. Igen i år er afsat en pulje på 600.000 kr. kun til Christiansfelds bymidte.

Fokus er - ud over verdensarvsområdet - bygninger på vejene ind til brødremenighedsbyen. De er vigtige for oplevelsen af Christiansfelds helhed, og her er mange velbevarede historiske bygninger. Samtidig er der i området huse, der på bedste vis bygger videre på brødremenighedens særlige byggeskik.

byfornyelse

Kolding Kommune kan kun tilbyde økonomisk tilskud til byggearbejder, der styrker en bygnings bevaringsmæssig værdi. Det vil bl.a. sige bygningens arkitektur, historie, tekniske tilstand og sammenhæng med det omkringliggende bymiljø.

 

Eksempler på tilskud
Eksempler på byggearbejder, som Kolding Kommune yder tilskud til, er:

• istandsættelse af - eller nye - vinduer og døre,
• murerarbejde ved tilmuring efter butiksvinduer,
• omfugning af murværk,
• facadeafrensning og nypudsning / nymaling,
• nedtagning af facadebeklædning eller baldakin
• nyt tag inkl. tagrender og nedløb,
• nye tagkviste eller ovenlys
• renovering af bygningsdetaljer fx i murværk eller tagkonstruktion

Af administrative hensyn skal ansøgte projekter/delprojekter have en samlet projektsum på minimum 100.000 kr.

 

Vejledning
En vigtig del af at modtage byfornyelse er den medfølgende vejledning. Kolding Kommunes arkitekter og byggesagsbehandlere står til rådighed med vejledning i valg af materialer, farver, byggeteknik mm. afpasset den enkelte bygning.

Se hjemmesiden www.kolding.dk/byfornyelse for nærmere information. Her findes også den elektroniske ansøgningsformular, som skal benyttes.

Sidste frist for ansøgning er 12. juni 2017 kl. 7.00.

Kolding Kommunes Plan- og Boligudvalg behandler ansøgninger og beslutter tilsagn i efteråret 2017. Husk at arbejde ikke må påbegyndes, før tilsagn er givet.

Har du spørgsmål til dine muligheder for byfornyelse, er du meget velkommen til at kontakte:

Byfornyelsesteamet
By- og Udviklingsforvaltningen
Nytorv 11
6000 Kolding
Tlf. 7979 1632